Historisk: Thomas og Uber Cup skal spilles på dansk grund

0
238
Sådan så det ud, da Danmark vandt Thomas Cup for tre år siden. Foto: BadmintonPhoto.com

Normalt er finalerne i Thomas og Uber Cup et stævne, som bliver spillet i Asien. Siden 1982, hvor turneringen blev spillet i London, har den prestigefulde holdturnering blevet spillet i asiatiske lande.

Senest i Bangkok i 2018 og i 2016 i kinesiske Kunshan, hvor Danmarks herrer for første gang nogensinde vandt Thomas Cup.

I 2020 får de danske badmintontilskuere en unik mulighed for at komme og følge den turnering, som med rette går under det uofficielle VM for hold.

Aarhus er nemlig blevet valg til  værtsby, og Ceres Park & Arena lægger gulv til verdens absolutte stjerner i foråret 2020.

Foruden Thomas og Uber Cup-værtskabet har Danmark fået tildelt det individuelle VM i 2023, som skal spilles i Royal Arena i København.

“Vi er rigtig glade og stolte over, at vi vores langsigtede eventstrategi med Sport Event Denmark allerede nu bærer frugt ved at kunne tiltrække to af sportens største events. Det beviser også, at det stenhårde arbejde, vi hvert år lægger i DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR, er på sådan et højt niveau, at BWF trygt giver os ansvaret for at afholde Thomas & Uber Cup samt VM Individuelt. Vi glæder os til at tilbyde alle badmintonfans endnu en oplevelse med sportens absolut største stjerner på den største scene, siger Badminton Danmarks direktør, Bo Jensen.

Flere nationer var med i budkrigen for at vinde værtskabet for mesterskaberne, men BWF er ikke i tvivl om, at de med Danmark som værter vil kunne præsentere deres verdensmesterskaber på fornemmeste manér.

“Med dagens afgørelse styrker BWF partnerskabet med dansk badminton. Danmark er en stærk eventnation og dermed et attraktivt sted at afvikle vores største mesterskaber. Vi ser frem til samarbejdet med Badminton Danmark, Sport Event Denmark samt værtsbyerne København og Aarhus,” siger Poul-Erik Høyer, præsident i BWF (Badminton World Federation).

Fakta:

Thomas & Uber Cup spilles i Ceres Park & Arena, Aarhus, i maj 2020.
VM Individuelt planlægges spillet i Royal Arena, København, i august 2023.

Danmark har været vært for VM Individuelt i 2014, 1999, 1991 og 1983 samt Sudirman Cup, VM for blandede hold, i 1991 og 1999.
Danmark har aldrig før været vært for Thomas & Uber Cup.

Det danske herrelandshold vandt som den første europæiske nation nogensinde Thomas Cup i 2016.