Der er kun få danskere med i Super 300-turneringen German Open i denne uge. Hans-Kristian Vittinghus er en af dem, der har valgt at spille turneringen. For ham fungerer den som en god optakt til All England i næste uge, ligesom den passer godt ind i familieplanlægningen.

Af Theis Otzen

Søndag blev finalerne i Spanish Masters spillet, og tirsdag fortsætter BWF World Tour’en sin europæiske rundtur videre til den tyske by Mülheim, hvor Super 300-turneringen German Open i denne uge spilles. Den tyske turnering er den sidste, inden All England går i gang i næste uge, og mens Spanish Masters var stærkt besat af de bedste danske spillere, er der ikke helt så mange danskere med, når det går løs i Tyskland.

I herresingle er de eneste danskere Hans-Kristian Vittinghus og Viktor Svendsen. De er oppe imod et stærk felt, hvor både verdensetteren Kento Momoto (Japan) og Chou Tien Chen (Taiwan), der er nummer tre på verdensranglisten, samt den kinesiske superveteran Lin Dan er blandt bejlerne til titlen.

Selvom de fleste danskere altså har valgt at kvitte German Open og i stedet blive hjemme på landsholdtræningen i Brøndby, giver det god mening for Hans-Kristian Vittinghus at stille op i Tyskland.

“Jeg spiller German Open af en række forskellige årsager. For det første så synes jeg, det er en super velorganiseret turnering, som jeg altid har nydt at spille. Jeg synes generelt set også, at jeg har præsteret bedre ved All England, når jeg har fået lidt kampe ved German Open ugen inden, end de gange hvor jeg har sprunget turneringen i Tyskland over,” forklarer Hans-Kristian Vittinghus og gør det samtidig klart, at deltagelsen i først Spanien, Tyskland i denne uge og All England i næste uge også passer godt ind i familieplanlægningen.

Tre uger ude og tre uger hjemme
“Det passer mig bedre med kalenderen på denne måde, hvor jeg så spiller turnering tre uger i streg, for så at have tre uger hjemme, inden jeg skal spille i Østen igen. Havde jeg droppet German Open og spillet Swiss Open (ligger i ugen efter All England) i stedet for som de fleste andre danskere, så ville perioderne hjemme blive kortere, hvilket ikke er nogen fordel for at få mit familieliv til at fungere,” lyder det fra Hans-Kristian Vittinghus, der tilføjer, at deltagelsen i German Open også er baseret på et sidste men nok så væsentligt hensyn.

“Tyskland er desuden også det vigtigste marked i Europa for min sponsor VICTOR, så de har også et stort ønske om, at jeg deltager,” siger Vittinghus, der har følgende forventinger til deltagelsen i German Open:

“I forhold til mine forventninger, så er de ganske enkelt, at jeg finder glæden frem og nyder at spille nogle udfordrende kampe i løbet af ugen. Det er mit mål i år for alle turneringer. At finde glæden og nyde at spille badminton,” lyder det fra Vittinghus,  der i 1. runde møder franskmanden Lucas Corvee og i anden runde står til at møde Lin Dan.

De bedste damesingler er også med i Tyskland
I damesingle er både Mia Blichfeldt og Line Kjærsfeldt med. Blichfeldt møder Deng Joy Xuan fra Hong Kong, mens Line Kjærsfeldt skal op imod verdenstoeren Nozomi Okuhare fra Japan.

Mathias Bsay-Smidt og Lasse Mølhede er de eneste danske repræsentanter i herredoublerækken. Det samme er Mikkel Mikkelsen og Mai Surrow i mixeddouble.

TV2 Sport sender fra semifinaler og finaler henholdsvis lørdag og søndag.