Axelsen og Blichfeldt vandt rene danskerfinaler i Spanien

0
312
Mia Blichfeldt vandt Spain Masters ved at besejre Line Kjærsfeldt i finalen. Arkivfoto: BadmintonPhoto.com

Viktor Axelsen og Mia Blichfeldt er vindere af dette års Spain Masters.
Super 300-turneringen i Barcelona har haft deltagelse af alle de bedste danske spillere, og har tjent som opvarmning til All England, der går i gang om halvanden uges tid.

I herresinglefinalen mødte Viktor Axelsen sin landsmand Anders Antonsen. Mens Antonsen måske var svag favorit på forhånd – ikke mindst på grund af sin flotte start på 2019, hvor han blandt andet har vundet Indonesia Masters, kom Axelsen stærkt fra start. Den  tidligere verdensmester viste storspil og beviste, at han er på vej tilbage til den aktuelle verdenstop. Axelsen vandt således kampen med cifrene 21-14, 21-11.

Hos damerne var finalen også et rent dansk anliggende og en gentagelse af DM-finalen, som blev  spillet i Århus for tre uger siden. Her vandt Line Kjærsfeldt, men i dag var Mia Blichfeldt stærkest og vandt i løbet af 38 minutter 21-14, 21-14. Dermed steg Blichfeldt en trin højere op på den spanske sejrskammel i forhold til sidste år, hvor hun tabte finalen.

De danske singlers indsats i Spanien lover godt for All England, som er årets første Super 1000-turneringen.