Danske U15-spillere er Europas bedste

0
244
BadmintonPhoto.com

Oven på fire stærke landskampssejre på stribe kan det danske U15-landshold nu kalde sig vinder af 8 Nations 2019, som betragtes som det uofficielle EM for hold.

Danmark besejrede Frankrig 6-3 i finalen, og kunne indtage det øverste podieplads i Haarlem, Holland.

“Spillerne er rigtig glade, og sejren i dag betyder i den grad noget for dem. For mange af dem var det rigtig stort, og det har fyldt meget at skulle stå derinde i dag, hvilket også gav udslag i spillet,” fortæller U15-gruppetræner Thomas Nielsen til badminton.dk.

Den danske træner beretter til badminton.dk om kampen.

“Vi kommer fra kampens start bagud 0-2 efter nederlag i første- og anden herresingle. Til gengæld vinder Lærke (Thomsen, red.) og Norah (Jeppesen, red.) henholdsvis første- og anden damesingle, som de kæmper sig igennem trods nervøsitet. Dernæst taber vi dog den første herredouble, som er præget af for mange bløde bolde og for lidt arbejde fra vores side i forhold til franskmændene. Så det gik faktisk hen og blev en ret spændende kamp i dag, som vi var lige ved at smide på gulvet,” siger Thomas Nielsen og fortsætter:

“På de afgørende tidspunkter i de sidste kampe begynder spillerne at turde spille badminton og holde sig til det koncept, vi har aftalt, og det blev afgørende for udfaldet,” siger Thomas Nielsen.

Weekenden igennem skal de danske spillere kæmpe om at vinde medaljer ved den individuelle turnering i Holland.