Hans-Kristian Vittinghus vinder over Lin Dan ved German Open

0
413
Hans-Kristian Vittinghus slog torsdag Lin Dan. De har tidligere mødtes fem gange, hvor kineseren hver gang har vundet. Her er ved et opgør ved All England i 218. Arkivfoto: BadmintonPhoto.com

Hans-Kristian Vittinghus fik karrierens første sejr over den kinesiske legende Lin Dan.

Hans-Kristian Vittinghus er en af de få danskere, som valgte at rejse til Tyskland for at spille Super 300-turneringen German Open. Og den beslutning ser indtil videre ud til at være rigtig.

Torsdag spillede den 33-årige dansker sig videre til kvartfinalen. Det skete, da han slog selveste Lin Dan i tre hårde sæt med cifrene 16-21, 21-19, 21-13.
Det var første gang, at Vittinghus vinder over den kinesiske legende – tidligere har han tabt fem gange til kineseren.

Fight fik danskeren tilbage
Vittinghus, som er kendt for sit stærke fightergen, tabte første sæt og var aldrig foran i sættet. I andet sæt havde mange måske dømt ham ude, da han kom bagud 12-16, men så leverede Vittinghus det, som han er kendt for. Hård fight og det fik ham tilbage i kampen, og han vandt sættet 21-19.
I det afgørende sæt fulgtes de to spillere ad et langt stykke tid, men i slutfasen satte danskeren turbo på og vandt med overbevisende 21-13.

LÆS OGSÅ: Hans-Kristian Vittinghus er en af de få danskere i German Open: Deltagelsen passer godt ind i familieplanlægningen

Glæden ved spillet
Den imponerende sejr vidner om, at Vittinghus bestemt stadig har en rolle at spille i international topbadminton. Inden German Open sagde Vittinghus om sine forventninger til turneringen:
“I forhold til mine forventninger, så er de ganske enkelt, at jeg finder glæden frem og nyder at spille nogle udfordrende kampe i løbet af ugen. Det er mit mål i år for alle turneringer. At finde glæden og nyde at spille badminton,” lød det fra Vittinghus til badmintontoday.dk og noget tyder på, at glæden var med til at få danskeren tilbage i kampen mod Lin Dan.
Hvem han møder i kvartfinalen bliver først afgjort senere torsdag.