Mads Conrad har før sat badminton på pause: Læs 10 år gammelt interview med en ung fremadstormende Conrad

0
379
Mads Conrad-Petersen har før lagt ketjseren på hylden. Det fortæller han om i dette 10 år gamle interview med Badmintontoday's skribent. Foto: BadmintonPhoto.com

Artiklen er skrevet i 2008:

Som 18-årig drog Mads Conrad-Petersen fra Sønderjylland til Århus for at
satse alt på at nå verdenstoppen i badminton. Men tidlige træningspas, en
værnepligt og våde byture var med til at kvæle lysten til badminton, men efter
en lang pause er motivationen vendt tilbage.

Af Theis Otzen og Kåre Welinder

Udsigterne var gode. Flere DM-titler og den foreløbige kulmination i form af en EM-guldmedalje var, hvad Mads Conrad-Petersen havde høstet i sin hidtidige karriere. Men alligevel følte han sig ikke helt tilpas på badmintonbanen. Der manglede noget. Det var ikke sejre. Men lysten.
Et halvt år efter han stod øverst på sejrskamlen ved ungdoms-EM i foråret 2007 i den tyske by Völklingen, tog det unge badmintonhåb konsekvensen af den manglende lyst. Han satte sig ned og skrev en mail til sin træner, den firedobbelte All England-mester Morten Frost.
Med mailen ville Mads gøre sin træner opmærksom på, at han ikke havde motivationen til at træne, og han spurgte, om toptræneren havde gode ideér til, hvordan han kunne finde glæden og gejsten frem igen.
Det havde Morten Frost ikke. Han skrev tilbage, at han godt havde bemærket, at Mads ikke
længere var den samme på træningsbanen, og Morten Frost understregede, at hvis man ikke har lysten til at træne, så er det umuligt at komme op i verdenstoppen.
Det kontante svar skuffede Mads.
”Jeg havde været på landsholdet i seks år. Så mister jeg lysten, og skriver til min træner for at få hjælp af ham, men han svarer bare, at han godt kan forstå, jeg vil stoppe. Det bliver jeg sur og skuffet over. Så tænkte jeg, at det hele også bare kunne være ligegyldigt,” fortæller Mads Conrad-Petersen i dag, cirka et år efter episoden.
Efter mailkorrespondencen i december 2007, der førte til Mads’ karrierestop, fortsatte den unge spiller med de ting, han havde gjort i månederne inden svaret fra Morten Frost.
Pokerspil på nettet, byture med vennerne og ikke mindst arbejde.
Det var en sammenblanding af disse ting, der var med til at drive Mads’ badmintonlyst væk. En lyst der ellers havde været intakt, siden han som 8-årig for første gang fik en ketsjer i hånden og lammetævede kammeraten, som havde gået til sporten i tre år.

Karrieren ud på et sidespor

Drømmen om en tilværelse i verdenstoppen var drivkraften, der fik Mads til at flytte fra sønderjysk familietryghed til et nyt liv i Århus. Men allerede i begyndelsen stødte han på problemer. I modsætning til fodbold og håndbold er pengene i badminton ikke store, og derfor var Mads nødt til at arbejde ved siden af træningen.
”Da jeg blev student i 2006, flyttede jeg fra Vejen til Århus. Jeg boede alene og var nødt til at arbejde ved siden af træningen. Jeg trænede hver morgen fra 8 til 10, og bagefter skyndte jeg mig at cykle hjem og gik i bad, for at tage på arbejde fra 11.45 til 16. Et par aftener om ugen havde jeg også aftentræning,” fortæller Mads.
Den hårde hverdag var sammen med for sene sengetider og usund kost med til køre karrieren ud på et sidespor.
”Jeg var ikke professionel nok, og min træthed gav udslag på træningsbanen,” siger Mads, der i modsætning til andre talenter valgte at blive i hjembyen for at færdiggøre gymnasiet.
”Jeg overvejede at flytte til Århus for at gå på Team Danmark-gymnasiet, men fandt frem til, at eg ikke var klar til det. Jeg anede ikke, hvordan man lavede mad og vaskede tøj,” fortæller Mads, der i stedet tog en almindelig studentereksamen på Vejen Gymnasium.
Opholdet i Århus blev derfor først indledt, da han var 18 år, men det blev det ikke nemmere af. Selvom Mads ikke skulle gå i skole, var livet alligevel hårdt.
”Mange af mine træningskammerater boede hos deres forældre, som sørgede for dem. Nogle kom fra rige hjem og behøvede ikke at arbejde. Men jeg kommer altså fra et helt normalt hjem, så mine forældre kunne ikke finansiere mit Århusophold,” siger Mads, der ikke fik Team Danmark-støtte, da organisation kun støtter de bedste af de bedste indenfor hver sportsgren. Ikke de yngre talenter. Derfor måtte Mads i Århus leve for 2000 kroner om måneden.

Værnepligt spolerede rytmen
Nemmere blev den århusianske dagligdag ikke, da han i april 2007, ni måneder efter at være flyttet til Århus, skulle aftjene sin værnepligt. Mads valgte at blive militærnægter, for på denne måde kunne han stadig træne ved siden af. Han havde ad omveje hørt, at det var umuligt at træne, mens man var i militæret.
”Jeg arbejdede 30 timer om ugen som militærnægter, og det er meget. Jeg kunne ikke træne hver dag, og da mine venner samtidig begyndte at flytte herop i sommeren 2007, så begyndte jeg at gå med dem i byen. Det betød, at jeg faldt ud af min rytme, og gør man det, så er det svært at komme tilbage,” fortæller Mads.
Mads faldt aldrig tilbage i rytmen.
Efter militærnægtertjenesten skiftede han klub fra Team Århus til Triton i Aalborg. Årsagen var, at træner Morten Frost ville have, at Mads skulle satse på double, mens han selv mente, at det fortsat var single, der skulle være hans foretrukne disciplin.
Skiftet til Triton betød ikke, at Mads undgik at træne under Morten Frost. Han var nemlig
centertræner på Danmarks Badminton Forbunds (DBF) Elitecenter i Århus, og her havde Mads stadig sin daglige gang til morgentræning.
Men Frost bemærkede godt, at Mads’ livsstil ikke var, som den burde være.
”Jeg begyndte at tage meget i byen, og blev mere og mere useriøs. Det havde jeg aldrig været før, men jeg havde altid haft lyst til at prøve det. Min kondition blev dårligere af det, og det kunne Frost godt se,” siger Mads.

Vigtigt at skeje ud
I efteråret 2007 mistede Mads for alvor lysten. Han havde svært ved at se det positive i at bruge så mange timer på kedelig træning.
Han havde fået nok. Mads tog konsekvensen og sendte den føromtalte mail til Morten Frost.
Herefter blev hans lovende karriere sat på standby. Godt nok fortsatte han med et ugentligt træningspas og holdkamp i sin nordjyske klub, men forbundstræning var et overstået kapitel.
Selvom Mads Conrad-Petersen op igennem sine ungdomsår havde været sin årgangs ubestridt største talent, så hans stop ikke ud til at ærgre den sportslige ledelse i DBF.
”Der var ingen, der tog kontakt til mig. Efter et par måneder skrev sportschef Finn Trærup-Hansen dog til mig og forklarede, at hvis jeg fik lysten igen, kunne jeg komme i betragtning til at komme til Brøndby (hvor den egentlige landsholdstræning foregår, red.). Men på det tidspunkt orkede jeg bare ikke badminton mere.”
Skuffelsen over, at badminton-Danmark ikke ville gøre mere for at bevare ham i toppen, kom Mads sig dog hurtigt over. Han fortsatte med alle de sjove ting i tilværelsen. Begyndte at arbejde fuldtid i en tøjbutik og oplevede for første gang at have penge mellem hænderne.
”Det var fedt. Jeg kunne gøre en masse ting. Købe tøj og tage på ferie. Jeg nød virkelig friheden. Der var ingen, der havde forventninger til, at jeg hele tiden skulle præstere. Det var skønt at komme væk fra badmintonverdenen,” siger Mads.
Det nye liv var en ukendt verden. I mange år var der ikke gået en eneste dag, uden tankerne stod på badminton. Og til gymnasiefesterne havde han aldrig drukket, men i stedet været fornuftig og gået hjem, før det blev rigtig sjovt.
En mindre asketisk, men stadig seriøs levevej havde ifølge Mads været bedre.
”Jeg tror, det er vigtigt at få festet lidt en gang imellem, mens man dyrker topidræt. Når man har sommerferie, og der ikke er kampe i lang tid, kan man godt tillade sig at gå ud og hygge sig med vennerne. Det gjorde jeg også, men klokken 12 gik jeg hjem, og de andre gik i byen. Derfor havde jeg nok et stort behov for senere at gå ud og gøre mange af de ting, mine kammerater gjorde op igennem gymnasiet. Det gjorde så bare, at jeg fik lidt for meget smag for det, røg ud af min træningsrytme, og i sidste ende mistede gejsten til at træne,” siger Mads.
Selvom tilværelsen som hygge-badmintonspiller og tøjekspedient kombineret med en festlig fritid passede Mads særdeles godt, så var han bevidst om, at det var nødvendigt at tage en uddannelse. Derfor startede han i september 2008 på Handelshøjskolen i Århus.

Åbenbaringen i Odense
Uddannelsen var ikke helt, som Mads havde forestillet sig, og kort efter studiestartens obligatoriske rustur, skete der noget i hans hoved.
Han spillede stadig på lavt blus for Triton i Danmarks næstbedste række, og sammen med sine holdkammerater var han i oktober 2008 i Odense for at møde OBK.
”Jeg spillede rigtig godt, selvom jeg de seneste mange måneder kun havde trænet en gang om ugen, og med mine 91 kg var jeg ikke særlig trimmet at se på.”
Kampene i Odense klarede Mads godt, og en træner fra ungdomstiden kom over og roste hans spil.
”Han sagde, det var ærgerligt, at sådan en som mig var stoppet. Han sagde også, at mange af dem jeg slog i ungdomsårene, i dag spiller Badmintonliga og europæiske turneringer. Det gav mig et kæmpe boost at høre det. Jeg satte mig ned og tænkte over hans ord, og jeg besluttede mig for igen ville satse på badmintonsporten. Det var som om, at gnisten kom tilbage.”
Mads gjorde herefter alt for at bevare den nytændte gnist, og han begyndte at træne intensivt i den århusianske klub Højbjerg.
Fire uger efter den åbenbarende oplevelse i Odense, tog Mads kontakt til Morten Frost for at høre, om han kunne komme tilbage på elitecentret.
Frost foreslog et møde, og her gjorde Mads alt for at overbevise træneren om, at han denne gang var mere motiveret end nogensinde.
”Jeg sagde til ham, at hvis du vil have, jeg skal træne syv gange om ugen, så kommer jeg syv gange om ugen. Og jeg var også parat til at droppe studiet for at have ordentlig tid til badminton.”
Salgstalen lykkedes, og Mads begyndte igen på den centertræning, der er nødvendig, hvis man i Danmark vil opnå noget med sin badminton.
Den nye satsning betød, at Mads kvittede studiet, og at arbejdet i tøjbutikken blev minimeret til få timer om ugen. Resten af tiden stod den på badminton.
Mere rigtigt end nogensinde
I dag tror Mads for alvor på, at han kan komme op i den absolutte verdenstop. Gejsten er der, og badminton føles mere rigtigt end nogensinde før.
Men det pludselige karrierestop og den næsten 10 måneder lange pause, fortryder han ikke.
”Jeg er blevet bedre af min pause. Uden den kunne jeg godt have ligget i top-50 i verden, men heller ikke mere. Det kan jeg nu. Jeg brænder 110 pct. for det. Der er sket noget med min selvtilid og udstråling,” siger Mads, der på trods af uoverenstemmelserne med Morten Frost i dag har et fint forhold til den tidligere stjerne.
Hvis Mads’ nye indstilling og tilsvarende træningsindsats i løbet af et par år ikke lønner sig, så lægger han igen eliteketsjeren på hylden. Han vil ikke stå i slutningen af tyverne uden uddannelse.
”Jeg har set 26-årige spillere uden uddannelse, som kun har været nummer 50 i verden. Der gider jeg ikke ende. Så hellere stoppe som 22-årig og gå i gang med at læse og spille lidt ligabadminton ved siden af.”
Håbet er, at han til sommer kan flytte til København for at få bedre sparring. For der er klare indikationer på, at DBF ser potentiale i den unge sønderjyde.
Til DM i februar 2009 har Mads aftalt et møde med landstrænerteamet. Han håber her, at der kommer et ja fra dem, så han kan blive fast inventar på landsholdstræningen.
Trods pausen lever drømmen stadig.
”Jeg vil gerne til OL og spille Super Serie-turneringer,” siger Mads, der drømmer om at blive blandt verdens ti bedste spillere.