To danske drømmefinaler ved Spain Masters

0
280
Foto: BadmintonPhoto.com

Danmarks bedste herre- og damesingler mødes i søndagens finaler i Barcelona

Danmark vinder med garanti Spain Masters i både herre- og damesingle. Det ligger fast, selvom finalerne først bliver spillet søndag.

For i herresingle vandt Viktor Axelsen sin semifinale over kineseren Ren Pengbo. Axelsen vandt første sæt i sikker stil med 21-9, mens kineseren kom stærkt igen i andet sæt, osm han vandt 21-17. I det afgørende sæt måtte Pengbo trække sig med en skade ved stillingen 5-4 til Axelsen.

I den anden semifinale vandt Anders Antonsen over Zhao Junpeng i tre sæt. Her måtte danskeren ud i tre sæt og vandt med 21-7, 9-21, 21-17.
Drømmefinalen mellem Danmarks to bedste badmintonspillere vil vise, hvem af de to der for tiden er Danmarks stærkeste spiller. Sidst de to mødtes, var til Denmark Open i efteråret 2018, hvor Antonsen vandt i tre sæt.

Damefinalen bliver en gentagelse af DM-finalen
Hos damerne lykkedes det Line Kjærsfeldt at slå den topseedede kineser Han Yue i tre tætte sæt. Danskeren vandt 18-21, 21-15, 22-20 efter en stærk indsats.

I søndagens finale møder hun Mia Blichfeldt, der ligeledes måtte ud i tre sæt mod kineseren Can Yanyan. 21-16, 13-21, 21-13 lød sejrscifrene i Blichfeldts favør.
Finalen bliver en gentagelse af DM-finalen fra starten af februar, hvor Kjærsfeldt vandt efter en tæt match.

Til gengæld blev semifinalen endestationen for Carsten Mogensen og Mathias Boe, der i to sæt tabte til Lee Yang og Wang Chi-Lin fra Taiwan.