Firma bag Forza går konkurs: Kurator spår, at konkurrenter vil købe det

0
278
Forza er blandt de mærke, som Active Sportswear havde på deres hylder. Nu er firmaet erklæret konkurs. Anders Antonsen er en af de danskere, der er sponsoreret af firmaet. Arkivfoto: BadmintonPhoto.com

Firmaet bag det populære badmintonmærke Forza er gået konkurs. Men der er en god chance for, at Forza og de andre brands bliver solgt.

Active Sportswear, som blandt andet står bag badmintonudstyrsmærket Forza, er gået konkurs. Det betyder, at alle medarbejderne på firmaets kontor i Brønderslev er blevet opsagt, og der er blevet indsat en advokat til at håndtere konkursboet.

Forza har i mange år været en af de store spillere på badmintonudstyrsmarkedet i Danmark, og en af tidens mest populære topspillere, Anders Antonsen, er sponsoreret af firmaet.  Men før de spillere, der har Forza som favoritmærke, går i panik over konkursen, så er det værd at bide mærke i kuratorens vurdering af Forza og de andre mærker fra Active Sportswears fremtid.

“Jeg er i dialog med en del købere, og der er allerede tilbud på bordet. Det er nogle gode brands, så det (Active Sportswear, red.) skal nok blive solgt. Den eneste udfordring er, hvem der er seriøse, og hvem der er den rette køber,« siger advokat Nicolai Dyhr til BT. Advokaten oplyser desuden, at nogle af bejlerne er direkte konkurrenter, som kan se en mulighed for at overtage de konkursramte brands.

Active Sportswear blev stiftet i 1987 og har senest haft den tidligere All England-vinder Martin Lundgaard Hansen som direktør.

Ifølge Active Sportswears seneste årsregnskab leverede firmaet et underskud på cirka 300.000 i 2017.