Joachim Persson idømt karantæne for ikke at have fulgt regler om betting og matchfixing

0
166
Joachim Persson har fået en karantæne, der holder ham ude af badminton i 18 måneder. Arkivfoto: BadmintonPhoto.com

Dansk badminton har nu fået sin første matchfixing-sag. Den rammer Joachim Persson, som dog ikke er dømt for at have været involveret i matchfixing, men derimod for ikke at have indrapporteret viden om forsøg på matchfixing.

Dansk badminton blev torsdag ramt af en overraskende dom fra det internationale badmintonforbund (BWF).
Den tidligere danske landsholdsspiller Joachim Persson fik en dom på 18 måneders karantæne fra alt badminton og får ligeledes en bøde på 30.000 kroner. Persson bliver dømt for ikke at have levet op til reglerne om at indrapportere kendskab til matchfixing-forsøg.

Persson har siden 2016 været under mistanke for at have været involveret i matchfixing i forbindelse med to kampe mellem 2014 og 2017, og på trods af at det ifølge BWF ikke er bevist, at kampene er blevet fixet, så blev Persson alligevel dømt for det.
Persson skulle ifølge BWF have fået en henvendelse fra en malaysisk spiller, som ville have Persson til at tabe første sæt og vinde de to resterende sæt. Dette skete dog ikke, men Persson indrapporterede ikke hændelsen, som han burde.

I en anden episode henvendte en spiller sig og tilbød at han og hans makker kunne lade sig tabe et sæt i en herredouble, som Persson var involveret i – dette afviste Persson, men heller ikke her indrapporterede han hændelsen.

Endelig bliver Persson også dømt, fordi han ikke ønskede at samarbejde i tiltrækkelig grad med BWF under opklaringen. Blandt andet ville han ikke udlevere bankkonti og telefonliste.

Danskeren er komplet uenig i dommen, som han finder helt urimelig.

“Jeg har lyst til at eksplodere indeni, men jeg vidste jo godt, det ville komme, så jeg har forberedt mig i to år. Men det er da ikke sjovt, og jeg synes, det er komplet latterligt,” siger Joachim Persson til DR.

“Jeg har ikke rapporteret det, som jeg kan se i dag, at jeg skulle have rapporteret. Men det var andre tider, og reglerne er lavet om mange gange siden,” siger han til DR.

DIF: Matchfixing skal tages alvorligt
Hos Danmarks Idrætsforbund (DIF) tager man dommen til efterretning.

“Vi har gennemgået afgørelsen, og den tager vi til efterretning. Det betyder, at Joachim Persson vil være udelukket fra at være aktiv i dansk badminton i de 18 måneder, som BWF’s sanktion lyder på. Det gælder som udøver og også som træner, leder og andre lignede funktioner,” siger Poul Broberg, der er PA-chef i Danmarks Idrætsforbund (DIF) og leder af DIF’s matchfixingsekretariat.

Joachim Persson er ikke dømt for matchfixing. Han er dømt på baggrund af, at han har undladt at indrapportere oplysninger om forsøg på matchfixing og for at nægte at aflevere oplysninger, som BWF har efterspurgt til brug for opklaring af matchfixingsager.

”Denne afgørelse viser, at pligten om underretning og samarbejde i matchfixingsager skal tages meget alvorligt af atleterne. Det er svært at løfte bevisbyrden i matchfixingsager, og derfor er udviklingen internationalt, at man lægger meget stor vægt på, om der sker underretning og samarbejde,” siger Morten Mølholm Hansen, der er direktør for DIF.