Optakt til All England: Hård lodtrækning til danskerne

0
247
De danske fans fylder altid godt på tribunerne, når der spilles All England. Foto: BadmintonPhoto.com

Danskerne har fået en hård lodtrækning til All England, som indledes onsdag. Men danskerne kan overraske og blande sig i kampen om podiepladser.

All England har historisk set været en turnering med stærke danske resultater. I år har lodtrækningen dog været hård ved de danskere spillere, og derfor er der udsigt til en turnering, hvor danskerne skal spille op til deres bedste for at blande sig i kampen om weekendens prestigefulde podiepladser.

I herresingle er Danmarks fem bedste herresinglespillere med, men ingen af dem har fået en drømmelodtrækning. Anders Antonsen møder i sin første kamp den forsvarende All England-mester, Shi Yugi (Kina), som er nummer to på den aktuelle verdensrangliste.
Antonsen er dog på ingen måde chanceløs, og kan han finde samme spil frem, som det han slog Kento Momota med i finalen i Indonesia Masters i januar, kan han ende med at overraske og spille sig videre til anden runde.

Antonsens banemand fra Spain Masters-finalen, Viktor Axelsen, møder i 1. runde Sameer Verma fra Indien. Inderen er placeret som nummer 14 på verdensranglisten, og Axelsen er favorit i dette opgør.

Vittinghus med masser af selvtillid
Hans-Kristian Vittinghus møder op til All England med masser af selvtillid efter deltagelsen i German Open, hvor han blandt andet vandt over Lin Dan og tog sæt fra Kento Momota. I 1. runde i Birmingham møder han kineseren Lu Gangzu, som i de to seneste World Tour-turneringer er blevet sendt ud af landsmændene Lin Dan og Shi Yugi. Vittinghus kan på en god dag godt ende med at tage sejren over den unge kineser (22 år). Vittinghus har tidligere leveret stærke resultater i Arenaen i Birmingham og fandt for alvor spilleglæden frem ved German Open i sidste uge. Vinder Vittinghus, skal han møde vinderen af opgøret mellem Viktor Axelsen og Sameer Verma.

Gemke mod dobbelt All England-mester
Rasmus Gemke står også for en gigantisk opgave, når han skal op imod OL-guldvinderen Chen Long, der tidligere har vundet All England to gange. Chen Long er et stykke fra sin tidligere topform, men hans placering som nummer fire på verdensranglisten vidner om, at han stadig er en af verdens bedste herresingler.

Danskere er i samme halvdel
Jan Ø. Jørgensen møder japaneren Kazumasa Sakai, der er nummer 40 i verden. Vinder Jørgensen denne kamp venter enten Rasmus Gemke eller Chen Long.

Uheldigvis er alle danskere i samme halvdel og kan dermed være med til at sende hinanden ud. Ud fra seedningerne har Viktor Axelsen bedst chance for at nå længst i All England. Men allerede i en mulig kvartfinale kan han løbe ind i Chen Long. De fem danskere er i den nederste halvdel og undgår dermed Kento Momota indtil en eventuel finale.

Hård vej for damesingler
I damesingle er Line Kjærsfeldt og Mia Blichfeldt med blandt de 32 deltagere.

Kjærsfeldt møder i sin første kamp kineseren Cai Yanyan, der som nummer 18 på verdensranglisten ligger en plads højere end Kjærsfeldt. Vinder danskeren den kamp, venter Saina Nehwal fra Indien med stor sandsynlighed.

Mia Blichfeldt skal op imod Yip Pui Yin fra Hong Kong. Her er Blichfeldt, der er nummer 17 i verden, favorit mod Yin, der er placeret som nummer 37. Går Blichfeldt videre til anden runde, skal hun formentlig op imod den fjerdeseedede Akane Yamaguchi fra Japan.

Herredouble står med de bedste chancer for at nå en kvartfinale
I mixeddouble skal Mathias Christiansen og Christinna Pedersen op imod de forsvarende All England-vindere Yuta Watanabe og Arisa Higashino fra Japan

Nicklas Nøhr og Sarah Thygesen møder i deres første kamp japanerne Kohei Gondo og Ayane Kurihara. Vinder danskerne den kamp, så venter de topseedede kinesere i anden runde.

Bedste bud på en kvartfinaleplads i doublerækkerne må nok tilfalde Anders Skaarup og Kim Astrup. De møder i første runde indoneserne Wahyu Nayaka Arya Pangkaryanira og Ade Yusuf Santoso, og står i kvartfinalen til at møde de topseedede indonesere Marcus Fernaldi Gideon og Kevin Sanjaya Sukamuljo.

Mathias Boe og Carsten Mogensen spiller deres sidste turnering sammen og møder i den første kamp Choi Solgyu og Seo Seung Jae fra Sydkorea. I næste runde venter de semifinaleseedede japanere Takeshi Kamura og Keigo Sonodo

I damedouble er Maiken Fruergaard og Sarah Thygesen de eneste danske deltagere. De møder indoneserne Ni Kehut Istarani og Rizi Pradipta i deres første kamp.

TV2 Sport sender direkte fra All England allerede fra onsdag af.