Skoene betyder meget for en badmintonspiller. Men når man skal til at begynde til badminton eller måske skifte de slidte sko ud kan det være svært at finde ud af, hvad man skal gå efter. En erfaren udstyrsekspert fra Badmintonshoppen.dk giver en række gode råd til tre forskellige spillerniveauer.

Af Theis Otzen

Det er nødvendigt med nogle gode sko, når man spiller badminton. Ofte kan det dog være et svært valg at finde de rigtige sko.
Badminton Today har fået Torben Kulmbak, der er ejer og direktør i Badmintonshoppen.dk som er Danmarks største webshop med speciale i badmintonudstyr og desuden har en fysisk butik i Odense, til at komme med en række bud på badmintonsko til henholdsvis begynderen, ungdomsspilleren og seniorspilleren.
Forza Leander: Pris 399 kroner.

Ny i badminton: Find en god standardsko

“Som helt ny i badmintonsporten spiller man måske kun en gang om ugen, og i starten kan man være i tvivl om, sporten er noget for en. Så derfor skal prisen helst ikke være for høj. Udover det er der ikke nogen specielle krav til skoene endnu. Det skal i bund og grund være et par gode standard fit til fødderne med nogenlunde stødabsorbering, som holder i en fornuftig tidsperiode.
Til begynderspilleren findes der rigeligt med sko til en pris på mellem 400 og 600 kroner. Et godt bud er disse Forza Leander,” forklarer Torben Kulmbak.

 

 

Mizuno Wave Luminous: Pris: 899 kroner.

Den mere øvede ungdomsspiller: Øgede krav til stødabsorberingen

Når som ungdomsspiller er kommet godt i gang og man lige som alle andre badmintonfreaks har fundet ud af, at badminton er den fedeste sport, er det tid til at bytte begynderskoene ud. Man træner måske 2-3 gange om ugen, og de begyndersko, man havde, har været fine, men nu er det tid til at opgradere på skofronten. Man er på det tidspunkt som regel også vokset en smule og vejer lidt mere. Det sætter noget ekstra tryk på ens badmintonsko, og derfor er der øgede krav til stødabsorberingen og materialer generelt. Det betyder også, at skoene her laver et prishop, og denne gruppe går som regel efter sko, der prismæssigt ligger omkring 700-900 kroner. Udseendet på badmintonskoen er også begyndt at betyde noget for mange. Mærket er stadig mindre vigtigt endnu, så derfor er det typisk stødabsorbering og pasform, vi snakker om her, samt måske noget vægt på skoen. Generelt set er alt i denne kategori opgraderet i forhold til de billige modeller. Udseendet, materialer og det gælder både det under og over foden. Et bud på en sko til denne målgruppe er disse Mizuno Wawe Luminous,” siger Torben Kulmbak.

 

Yonex Aerus 3: Pris 999 kroner

Senioren spilleren/ ung senior: Overvej flere par sko på samme tid

Som seniorspiller eller ungdomsspiller på vej til at blive senior, træner man en del og har derfor brug for noget af det bedste, der findes på markedet.
På det stadie har man oftest en klar holdning til, hvad badmintonsko skal kunne, og vi vælger som ofte noget i det høje segment fra Yonex.  Her afhænger det af, hvor mange gange om ugen man træner, og har man evt. brug for mere end et par sko? Træner man fire gange eller mere om ugen og spiller kamp og turneringer, så er det en rigtig god idé at have flere badmintonsko. Hver gang man træner i et par sko, bliver stødabsorberingen trykket en smule, og når træningen så er færdig, hviler skoene sig, og stødabsorberingen begynder at udvide sig igen, efter de er blevet trykket sammen efter en gang hård træning.
Badmintonsko bør optimalt set stå i 36 timer inden brug igen. Utallige studier viser, at hvis man træner i to par badmintonsko, i stedet for først et par og derefter et par mere, så holder to sko samtidig bare længere.
I denne kategori er der forskellige muligheder for pasform. Der er smalle modeller, brede modeller, standard fit-modeller, modeller med ekstra stødabsorbering og komfort samt lette modeller.
Design spiller også en væsentlig faktor, og mange har helt styr på, hvad verdenstoppen spiller med af udstyr, og det påvirker manges valg.
Prisen er ikke afgørende her, og et godt bud på en sko til en spiller i denne kategori er vores bestsellert Yonex Aerus 3 ,” forklarer Torben Kulmbak