Viktor Axelsen har slået semifinalemodstander to gange tidligere

0
283
Viktor Axelsen møder i morgen Shi Yuqi fra Kina. De har tidligere mødtes tre gange, hvor Axelsen har vundet to af kampene. Foto: BadmintonPhoto.com

Lørdagens semifinale mellem Viktor Axelsen og Shi Yuqi bliver de to spilleres fjerde indbyrdes opgør.

Af Theis Otzen

Når Viktor Axelsen lørdag træder ind til karrierens første All England-semifinale venter kineseren Shi Yuqi. Kineseren er forsvarende mester i Birmingham, og har i årets turnering blandt andet slået Anders Antonsen ud.
I sin kvartfinale fredag slog han japaneren Kanta Tsuneyama ud med cifrene 21-14, 21-7.

Efter sejren så den andenseedede kineser frem mod lørdagens semifinale mod Viktor Axelsen.

“Viktor Axelsen er en fantastisk spiller, så jeg ser virkelig frem til en god kamp mod ham. Han har slået mig to gange tidligere i vores tre kampe, så jeg vil virkelig gøre, hvad jeg kan for at vinde over ham i morgen,” sagde kineseren om udsigten til at møde Axelsen.

Sidst de to spillere mødtes var ved Indonesia Open sidste sommer. Her vandt danskeren i tre sæt. Tidligere har Axelsen vundet over Shi Yuqi en gang ved sæsonfinalerne i Dubai, mens Shi Yuqi har vundet en enkelt gang over Axelsen.

Kampen spilles som den anden kamp på tv-banen. Den første kamp sættes i gang klokken 18 dansk tid og sendes direkte på TV2 Sport.