Viktor Axelsen klar til sin første All England-semifinale efter sejr over Jan Ø. Jørgensen

0
418
Viktor Axelsen og Jan Ø. Jørgensen byttede trøjer efter kvartfinalen, som Axelsen vandt. Foto: BadmintonPhoto.com

Viktor Axelsen er for første gang i karrieren klar til semifinalen ved All England efter en sejr over landsmanden Jan Ø. Jørgensen. 

Af Theis Otzen
Den 25-årige dansker mødte i fredagens kvartfinale den seks år ældre Jan Ø. Jørgensen, og på forhånd var der lagt op til et danskerbrag imellem de to stjerner.

Kampen bar imidlertid præg af, at det var to spillere, som kender hinanden rigtig godt. Igennem de seneste mange år har de trænet sammen på den danske landsholdstræning, og de kender derfor hinanden styrker og svagheder.

I første sæt fulgtes de to spillere ad i stort set hele sættet. Flere tvivlsomme linjedommerkendelser var med til at få irritationen frem på begge sider af nettet. Som det altid er kutyme, når danskere mødes i internationale turneringer var der ingen trænere bag nogle af de to spillere. Dermed var de overladt til sig selv. De ellers mange danske tilskuere i Birmingham Arena gav heller ikke gav så meget lyd fra sig, da de ikke ville favorisere den ene dansker frem for den anden – så på flere punkter var der en lidt mærkelig stemning omkring kampen. Trods de anderledes omstændigheder leverede begge spillere stærkt spil.

Byttede trøjer efter kampen
I slutningen af første sæt fik Jan Ø. Jørgensen en sætbold, men den overlevede Viktor Axelsen og vandt sættet 23-21.
I andet sæt kom Jørgensen godt fra start og kom op at føre 6-4, men herefter kom Axelsen tilbage og førte faktisk resten af sættet som han vandt 21-18. Med sejren spiller Axelsen sig i karrierens første semifinale ved All England.

Efter den 43 minutter lange kamp viste de to spillere, at de trods rivaliseringen på banen også er gode træningskammerater i hverdagen. De gav hinanden et stort kram og byttede trøjer foran et hujende publikum.

I lørdagens semifinale møder Viktor Axelsen den andenseedede Shi Yuqi fra Kina.