Stærkt comeback giver DM-guld til Team Skælskør-Slagelse

0
176
Mark Caljouw sikrede DM-guldet til Team Skælskør-Slagelse. Arkivfoto: BadmintonPhoto.com

Team Skælskør-Slagelse vinder guld i Badmintonligaen for femte gang i klubbens historie. Det skete efter et flot comeback i mandagens finale mod Greve.

Af Theis Otzen

Team Skælskør-Slagelse kan for første gang i fem år kalde sig danmarksmestre.
Finalen i Badmintonligaen var et rent sjællandsk opgør, hvor Team Skælskør-Slagen mødte Greve.
Få timer før finalen skiftede Team Skælskør-Slagelse ud i holdopstillingen, idet Line Kjærsfeldt måtte melde fra på grund en skade, som har drillet hende de seneste par uger.
Dermed var favoritværdigheden balanceret over til Greve, der senest vandt Badmintonligaen i 2015.

Og Greve indledte også bedst i finalen, som blev spillet i Frederiksberg Hallerne, der var spækket med supportere fra de to finaleklubber. Team Skælskør-Slagelses Vanesa Clausen, der med kort varsel, skulle træde til i stedet for Line Kjærsfeldt, var på en umulig opgave mod Greves Michelle Skødstrup, der vandt 21-4, 21-6.
Damedoublen tog Greve også sejren i, da Amalie Magelund og Rikke Søby i to sæt vandt over Olga Morozova og Amanda Högström. Men på trods af Greves føring gav spillerne fra Team Skælskør-Slagelse ikke op.
I mixeddouble vandt Frederik Søgaard og Selena Piek, Team Skælskør-Slagelse over Greves spillende træner, Anders Kristiansen,  og hans makker, Ditte Søby, med 21-16 og 21-14.

Herredouble blev aftenens overraskelse
Herredoublen blev således lidt af en nøglekamp. Greve var svag favorit i denne disciplin, men Davis Daugaard og Mathias Christiansen fik aldrig gang i det topspil, som de begge to kan levere. I stedet kæmpede Kim Astrup og Søren Gravholdt godt og bragte Team Skælskør-Slagelse tilbage i finalen ved at vinde 21-19 og 21-15.

Dermed var der lagt op til, at herresinglerne blev de to afgørende kampe. Den første kamp, som blev sat i gang, var 2. herresingle mellem Greves Kalle Koljonen og Team Skælskør-Slagelses Toby Penty. Begge spillere kæmpede for at være med til at sikre deres respektive hold DM-guldet. De vandt begge et sæt, men i tredje sæt var engelske Toby Penty bedst og vandt 21-17.

Hollænder og englænder hentede sejre i singler og tog guldet
På den anden bane var 1. herresinglen mellem Marc Caljouw fra Team Skælskør-Slagelse og Greves Dey Subhankar i gang sideløbende med den anden herresingle. Her var Marc Caljouw stærkest, og hollænderen afgjorde kampen i to sæt og kunne dermed lade jublen bryde løs hos sydsjællænderne, som vandt DM-guld for femte gang.

Efter finalesejren var smilene store i Team Skælskør-Slagelse-lejren. Cheftræner Steen S. Pedersen, der er en af dansk badminton mest erfarne trænere, var lettet og glad over finalesejren.

“Jeg har det helt fantastisk. Det så ikke godt ud i starten, men vi kommer flot igen. Herredoublen bliver afgørende,” lød det blandt andet fra Steen S. Pedersen til TV2 Sport umiddelbart efter DM-guldet var kommet i hus.

Greve Strand -Team Skælskør-Slagelse: 2-4
Mixed double: Anders Kristiansen/Ditte Søby – Frederik Søgaard/Selena Piek: 16-21, 14-21
Damesingle: Michelle Skødstrup- Vanessa Clausen: 21-4, 21-6
1. herresingle: Dey Subhankar – Marc Caljouw: 18-21, 20-22
2. herresingle: Kalle Koljonen – Toby Penty: 10-21, 21-18, 17-21
Damedouble: Amalie Magelund/Rikke Søby – Olga Morozova/Amanda Högström: 21-9, 21-12
Herredouble: David Daugaard/Mathias Christiansen – Kim Astrup/Søren Gravholt: 19-21, 15-21