Chok-sejr over Indonesien sender Danmark videre til kvartfinalen ved Sudirman Cup

0
98
Mia Blichfeldt sikrede Danmark sejren over Indonesien ved Sudirman Cup. Foto: BadmintonPhoto.com

Danmark vinder overraskende over Indonesien og er videre ved hold-VM

Efter en overraskende nederlag til England i den første gruppekamp havde Danmark ryggen mod muren, da Indonesien i dag ventede i den afgørende gruppekamp ved Sudirman Cup, der spilles i Kina.

I den første kamp stod Mathias Christiansen og Sara Thygesen overfor verdens sjettebedste par, Gloria Widjaja og Hafiz Faizal. De undertippede danskere leverede en sublim indsats og endte med at tage sejren og dermed bringe Danmark foran 1-0.

I den næste kamp mødte Viktor Axelsen Anthonty Ginting. Axelsen skabte aldrig tvivl om resultatet og vandt 21-9 og 21-16 og kunne øge Danmarks føring til 2-0.

I herredouble var Kim Astrup og Mathias Boe sat sammen, og de mødte Mohammad Ahsan og Hendra Setiawan. Og den til lejligheden sammensatte danske double var godt med kampen igennem, men måtte til sidst se sig besejret.
I damesingle gik Mia Blichfeldt på banen med muligheden for at sikre en samlet dansk sejr. Efter en stærk indsats kunne danskeren hæve armene og juble sammen med sine holdkammerater.
Sejren var hjemme og Danmark klar til kvartfinalen, hvor Kina venter. I den sidste kamp tabte Maiken Fruergaard og Sara Thygesen, men det resultat var uden betydning, idet Danmark allerede havde vundet holdkampen.
Efter kampen var landstræner Kenneth Jonassen stolt af sine spillere:
“Jeg er stolt over spillerne i dag. Jeg synes, de leverer en pragtpræstation derinde. Alle hæver deres niveau og spiller en lille smule mere afslappet, men især med et rigtig godt fokus og styr på detaljerne og gameplanen, som de alle holder sig godt til. Så jeg er virkelig stolt af den præstation, de leverede i dag, siger cheflandstræner Kenneth Jonassen til badminton.dk.
Kvartfinalen mod Kina spilles torsdag og kan ses direkte på TV2 Sport fra klokken 12.