
De danske ungdomsspillere kan være med i konkurrencen om en tur til World Tour-finalerne i Kina i 2020. Det er Badminton Danmark, der står bag konkurrencen med den opsigtsvækkende præmie.
Kina er verdens største badmintonnation, og ketsjersporten fylder meget i det gigantiske lande. Udover at Kina dominerer verdenstoppen i badminton, så spiller badminton også en stor rolle hos den kinesiske befolkning. I parkerne rundt om i de store byer og på vejene i de mindre landsbyer er der gang i badmintonspillet dagen lang.
Nu får en række danske ungdomsbadmintonspillere en unik chance for at komme til det mægtige badmintonland i Østen og opleve begejstringen over badminton på tætteste hold.
Badminton Danmark har nemlig netop sparket en konkurrence i gang, hvor præmien er en tur til World Tour-finalerne i Kina i december 2020. Og udover at se verdens bedste spillere i aktion, er der også tid til selv at træne i de kinesiske badmintonhaller. Konkurrencen er for U11-U19-spillere og man kan de næste halve års tid optjene point til konkurrencelisten.
Se mere om, hvordan du deltager i konkurrencen her. I alt giver Badminton Danmark 10 ungdomsspillere muligheden for at komme med på denne spændende tur til Kina.