Danmarks hidtidige U19-landstræner, Jesper Hovgaard, bliver ny assisterende landstræner med hovedansvar for damedoublekategorien. 

Badminton Danmarks nye assisterende landstræner er fundet, og valget er faldet på den hidtidige U19-landstræner, Jesper Hovgaard.

Jesper Hovgaard, som fra maj sidste år og hidtil har været U19-landstræner, er manden, der i resten af indeværende OL-periode sætter sig i den assisterende landstrænerstol, som har stået ubesat, siden Kim Nielsen stoppede i september.

“Vi kan med stor glæde fortælle, at vi har ansat Jesper Hovgaard som assisterende landstræner frem til OL 2020. Jesper har været hos os som U19-landstræner de seneste 18 måneder, og han har i den grad vist sig som en dygtig og meget vellidt træner, der har skabt flotte resultater i U19-årgangen og løftet opgaven med at koordinere og kommunikere med klubtrænere på fineste vis. Vi mener, at Jesper er den helt rigtige person til jobbet. Vi har nogle meget store og vigtige mesterskaber foran os i form af både et OL og et Thomas & Uber Cup på hjemmebane, og her er det vigtigt at have en assisterende landstræner, der kender vores setup og daglige drift og kan indgå i landstrænerteamet og træningen på det Nationale Elite Træningscenter (NETC) med det samme.  Vi ser meget frem til det fortsatte samarbejde med Jesper, som vil få det primære ansvar for damedoublekategorien,” siger sportschef Jens Meibom i en pressemeddelelse.

Jesper Hovgaard er selv tidligere elitespiller, og han har både taget Talenttræner- og Diplomtræneruddannelsen hos Badminton Danmark og er ved at færdiggøre den højeste elitetræneruddannelse i Danmark; Idrættens Trænerakademi. Derudover har han trænererfaring fra en lang række forskellige job, hvor han blandt andet har været cheftræner for Stenhus Badminton College/Talentcenter Stenhus og assisterende landstræner i Frankrig med ansvaret for de franske doublekonstellationer.

Jesper Hovgaard starter som assisterende landstræner per dags dato, og han glæder sig til at tage hul på et historisk dansk badmintonår i sin nye stilling.

“Jeg var rigtig glad for min stilling som U19-landstræner, hvor der var store og spændende perspektiver fremadrettet. Samtidig er jeg selvfølgelig superglad for at få den her mulighed, og for at jeg er blevet vist den tillid af den sportslige ledelse. Jeg glæder mig til at indgå i landstrænerteamet og til at intensivere arbejdet med vores damedoubler og de øvrige spillere og bygge videre på de allerede gode relationer, jeg har til spillerne på NETC”, siger Jesper Hovgaard.

Mens Hovgaard bliver hovedansvarlig for damedoublerne, fortsætter cheflandstræner Kenneth Jonassen som ansvarlig for herresinglerne, assisterende landstræner Thomas Stavngaard står for mixeddoublerne, og landstræner Jakob Høi får det primære ansvar for damesingle- og herredoublekategorien.

Badminton Danmark er i færd med at finde en erstatning for Jesper Hovgaard som U19-landstræner i perioden frem mod OL og forventer at have en afklaring inden for få uge